Fuldkornspartnerskabet er et offentligt privat partnerskab, der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Bag Fuldkornspartnerskabet står Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og en række fødevarevirksomheder.
Fuldkornspartnerskabet består i dag af 35 partnere, en bestyrelse med repræsentanter fra de forskellige typer af organisationer involverede i samarbejdet og et fælles sekretariat med to fuldkornsmedarbejdere og to studentermedhjælpere.

Fuldkorn er et af de officielle kostråd og Fødevarestyrelsen anbefaler, at spise 75 gram fuldkorn om dagen. Børn mellem 4-10 år og småt spisende ældre anbefales at spise mellem 40-60 gram fuldkorn om dagen.
I dag spiser danskerne i gennemsnit 63 gram fuldkorn om dagen pr. 10 MJ. Før Fuldkornspartnerskabet blev etableret spiste danskerne i gennemsnit kun 36 gram fuldkorn om dagen pr. 10 MJ. I dag findes der 681 produkter med det orange fuldkornslogo, som garanterer et højt fuldkornsindhold.

fuldkorn.dk